"Når jeg falder i søvn med snus i munden,
kan jeg tage et lag tandkød af næste morgen"
Thomas, gymnasieelev på 18 år
Thomas, gymnasieelev på 18 år
Når du tager snus, optager du indholdet i snusposerne gennem dine slimhinder, og på den måde kommer det ud i blodet og hele kroppen. Det kan give kvalme, opkast og en følelse af ubehag de første gange, du bruger snus. Sådan reagerer kroppen, når den ikke er vant til nikotin. Nikotin kan også få din puls og dit blodtryk til at stige.
Nikotinen er også det stof, der kan gøre, at du oplever en snurrende og afslappende fornemmelse i kroppen, når du bruger snus.
Nikotin ændrer også på din hjerne. Hjernen er først færdigudviklet i midten af 20’erne, og nikotin påvirker den udvikling. Din evne til at koncentrere dig, huske og lære nyt kan blive dårligere. Der er også mistanke om, at det kan forværre angst og depression.